Tjenestefolk vs. gør det selv?

 Igår sad jeg og så Frederik's og Mary's små børn i tv. De var vildt søde. Tænk jeg også har været så lille, så skrøbelig, og så fin.
 Jeg hørte de sagde, at de nu måtte vende hjem, og tilpasse sig en ny tilværelse med fire børn. Derefter tænkte jeg: "Hvad skal de tilpasse sig?" De har trods alt 35 ansatte til at hjælpe dem, og hvis børnene er vågne om natten, ammer hun dem, og så lægger deres ansatte de små i seng igen. Det er jo let at være mor så?
 Jeg beundre virkelig mødre, som har et succesfuldt arbejde, og alligevel passer hjem og børn. De skal både gøre rent, passe børn, lave mad, sammentidig med, at de skal passe deres arbejde. INGEN, og jeg gentager INGEN normale mennesker, har 35 mennesker til at hjælpe til derhjemme. Hvilket vidunder er det egentligt at have 35 ansatte, til at lave ens mad, gøre ens hus rent, til at hente det du skal bruge, passe dine børn, sætte dit hår, din makeup, og ALT. Visse ting vil man jo også gerne selv.
 Personligt, ville jeg helt sikkert selv passe mine børn. Jeg gad 100% ikke selv vokse op med en barnepige, istedet for min mor. Heller ikke om jeg ville lade en fremmed sætte mit hår og makeup hver dag. Dog kunne det med rengøringen være rart, men hey. Så har man jo intet privatliv, hvis så mange mennesker skulle rende en i hælene, for at se, og man manglede noget.
 Vi normale mennesker smider os på sofaen, æder det slik vi vil, for vi skal ikke på tv, og må derfor selv om vores størrelse. Derefter går vi i seng, og næste morgen kan vi bekymre os, om vores rod, og kan selv gøre det helt rent. Hvilken fornøjelse, ikke sandt?

Drikkevarens ondskab! Eww..

Den anden dag læste jeg noget i et blad, at Beyonce skulle tabe sig 9 kilo på 10 dage, hvilket hun åbenbart gjorde. Det synes jeg var lidt vildt. Det eneste hun måtte få, var vand med et-eller-andet i, og sirup. Jeg kan godt selv lide sirup, og selvfølgelig også vand. Egentligt var det bare for sjov, at jeg tænkte, at jeg ville smage det. Men selve oplevelsen ved det, var knap så sjovt.
 Jeg gik ud i køkkenet, og tog et glas, og fyldte isterninger i. Derefter vand, og en smule sirup. Så tog jeg en lille rørepind i, og gik ind på værelset. Da jeg smagte det først, synes jeg bare det smagte af vand. Så rørte jeg lidt rundt i det, og smagte igen.
 Smagen var rædelsesfuld! Intet menneske fortjener at opleve den smagsoplevelse. Nu kan jeg slet ikke fatte, at Beyonce kunne holde det, i 10 hele dage, uden en form for mad. Al min respekt til hende.
 Synes bare I mennesker skulle vide, at der åbenbart også findet ondskab i drikkevare. Lyder lidt komisk, men det er jo egentligt rigtigt. Drikkevarens ondskab. Forestil dig bogen, haha!
 Når, vil ikke kede jer mennesker mere. Vil lægge hovedet på puden om ikke så længe, kan i hygge jer!

En masse drømme

Nu er dette første gang jeg skriver i min blog - yay!

 Ser I, jeg drømmer om en masse ting. Somme tider er det massere af ting, jeg ved, jeg ikke kan få, eller opnå. Men jeg har drømmene. Drømmene, der hjælper mig igennem hårde tider. Drømmene, der hjælper mig med at huske på, at alting kan blive godt, hvis man bare følger sine drømme. Det er derfor, det er det, jeg har valgt at gøre. Starten er, at begynde en blog. Ikke så stor en drøm, men det er vel en start, ikke sandt?
 Jeg har for eksempel en stor drøm om, jeg gerne vil være fotograf. Det er egentligt ikke fordi jeg tager en masse billeder, or something. Men når jeg gør, elsker jeg det. Skygger, motiver, perspektiv og belysning. Disse ting. Og selvfølgelig bare glæden ved at tage et billede af en god stun, som man kan gemme, og hænge op. Så er dette lykkelige sekund, foreviget i et billede. Smart, ikke?
 For eksempel har jeg et billede af mine veninder og jeg. Det er fra Legoland, hvor vi prøver "kanoen". Alle ser dumme, eller direkte grimme ud. Ingen gad at bruge 60kr på det, udover mig. Det er snart et år siden billedet er taget, og hver gang vi ser på det, opstår der en glæde inde i os. Bare på grund af et billede. Dét billede. Billedet, der er et minde, som er foreviget.
 Ved at tænke på alle disse ting, ved jeg, at jeg vil være fotograf. At forevige glæder på et billede, er bare ubeskriveligt.
 Derfor kan jeg ikke vente, til jeg endelig har råd til et spjelreflekskamera.